De To Søskende

Jagt ”De To Søskende”

I efteråret 1909 korresponderede skipper Chresten Nielsen, Agersø med skibsbygmester Carl Jensen, Nyborg Bådebyggeri om nybygning af en 35-fods jagt til handels- og fragtsejlads til og fra Agersø. Man blev efter nogen forhandling enige om prisen, der blev aftalt til kr. 2.400,-.

Jagten blev søsat i 1910. Den var klinkbygget, rigget med én mast, der stod i mastekiste, gaffelstorsejl, topsejl, fok og klyver.

Foruden et lukaf med to køjer, midtskibets lastrum med garnering, agterskibet var kavlerum. Skibet var bygget til at bære 15 tons last.

Jagten blev navngivet: ”De To Søskende”, set med nutidens øjne et ”mærkeligt” navn, men i datiden var det meget almindeligt at skibe byggedes på anparter, og i dette tilfælde var det Chresten Nielsen og hans søster der var parthavere, derfor navnet. Der er utallige eksempler på lignende navne bl.a. ”De Tvende Brødre”, ”De 5 Søskende” De 9 Sødskende”.

Besætningen var skipper Chr. Nielsen og en dreng.
I de første 10-15 år sejlede man ude-lukkende for sejl i 20 érne blev der ilagt en 7-10 HK Rudkøbing-motor.

I 1936 blev den i Nyborg forlænget med 5 fod, så den kunne bære en last på 25 tons.

Helt op til 1960 érne medvirkede jagten til at Agersøboerne kunne komme af med deres landbrugs-produkter,  samtidig med at de forsynede øboerne med brændsel, bøgekløv fra Petersværft og Ulvsund, olie, kul og koks fra Skælskør og Svendborg, tegl og mursten fra Egernsund.

De To Søskende har i hele sin aktive levetid været i den samme skipper- og

købmandsfamilies eje. Chresten Nielsens søn Emil Nielsen overtog skibet i 1935 og dennes søn Robert Nielsen tog over i 1968 og ernærede sig udelukkende med sejlads med lystfiskere.

Robert Nielsen solgte i 1992 jagten til Skibsbevaringsfonden, der udarbej-dede en omfattende restaureringplan for skibet.

Bådebygger Morten Müller, Bagenkop restaurerede skrog, dæk, isatte nye lugekarme, støtter m.m. bl.a blev skroget afkortet med de 5 fod som det i 1936 var blevet forlænget med.

I 1996 blev ”De To Søskende” af Skibsbevaringsfonden overdraget til en forening udsprunget af Lillebælt Smakkelaug.

”Foreningen til De To Søskendes Bevarelse”, blev stiftet af 10 medlemmer, der indskød den nødvendige kapital og fuldførte restaureringen, således at skibet nu fremtræder som det blev bygget i 1910 i Nyborg.

Skipper- og købmandsfamilien Nielsen på Agersø er et karakteristisk eksempel på småskibsfartens klas-siske erhvervskultur i Danmark.

Familien har ikke kun sejlet med fragt, men har selv været handelsfolk, der har sejlet med varer som de for egen regning har købte og solgte.

Jagten ”De To Søskende” er som sejlskibstype karakteristisk for denne epoke i småskibskulturen i Danmark.

Jagten ”De To Søskende” er et godt eksempel på et stykke fremragende skibsbevaringsarbejde. Vi har at gøre med en skibstype som har været  meget udbredt, og med et veldokumenteret kulturhistorisk forløb over snart 100 år.

Uden støtte fra Skibsbevarings-fonden og dens samspil med Foreningen til De To Søskendes Bevarelse, havde en redning og bevarelse næppe været muligt.

Fjernkending:

Klinkbygget jagt med løs klyverbom. Hvidt fribord med grøn / sort skanseklædning. Lønning og støtter grå. Lugekarme og rufsider grønne. Hvide Duradon sejl.

Kendingsbetegnelse: XP 4740

LOA                 38’                 11,97 meter

Bredde            13’                  4,10 meter

Dybgang          4’ og 4’’         1,35 meter

Motor               62 hk.           Sole’ diesel installeret 2005